Post reflections on the learning outcome

For competence area 4 of English, I have chosen the following aims…

Personal goals:

  • Manage my time better (especially portfolio-wise)
  • Being able to use my own interests e.g. gamification and innovation within my work (both as a teacher-student and as a teacher)

Professional goals:

  • Becoming better at analysing students’ texts
  • Acquiring a better understanding of critical citizenship and intercultural communicative competence

Post-reflections

I have succeeded in reaching my goals except the first personal aim of being able to manage my time better, there’s a big gap between my ambitions and the time available.

 

 

Advertisements

Læring i et sociokulturelt og et neuropsykologisk perspektiv

Dette indlæg er gemt til refleksionerne på baggrund af lektion 11: Læring i et sociokulturelt og et neuropsykologisk perspektiv, som afholdes d. 26. april.

Praksissamarbejde – Fremlæggelserne

Logbogsnotat på baggrund af 9. lektion: Fremlæggelser af praksissamarbejde

Jeg har valgt de følgende begreber fra dagens fremlæggelser:

Jeg har valgt de følgende begreber fra dagens fremlæggelser: 

  • Aggressionsforklaring; “(…) fordi den agressive elev” – det gamle paradigme indenfor mobning som fokuserer som individet som problemet
  • Sociale udstødelsesdynamikker; mellem-menneskeligt syn på mobning, det nye paradigme, som udvikles i tid og sted og skubbes af noget væk fra fællesskabet grundet “mobbernes” eksklusionsangst
  • Dominans hierarkier jf. Bjørndal

Begreberne er taget fra fremlæggelsen af Thomas Bøg (hold: Sara og Malene), som havde lavet et sindssygt spændende twist af opgaven, da skolen som de skulle lave praksissamarbejdet med, desværre havde brudt deres aftale. De brugte historien om Den Grimme Ælling af H.C. Andersen som et litterært udgangspunkt for at tale med elever om de dynamikker der kan være på spil i situationer hvor eksklusion sker. Derudover, sad jeg i gruppe med Thomas Bouakache, Ditte, Martin og Emil O, som alle havde sindssygt spændende praksissamarbejder at tale om. Vi havde alle forskellige perspektiver, selvom mange havde undersøgt klasseledelsesperspektiver, men jeg husker især det Ditte havde observeret med sin gruppe, hvor de med højst sandsynlighed havnede midt i en time, der gav dem verdens bedste citater til diskussion og casearbejde om stereotyper ift. kønsroller (desværre lærerens egne udsagn). Generelt synes jeg fremlæggelserne i dag har givet anledninger til nogle af de mest spændende og givende diskussioner i dag, hvor alle virkede til at have læst op på deres “aktiv lytning” og “anerkendende kommunikations-lektier”. Vi har lavet lignende fremlæggelser før, men det har aldrig fungeret så godt før. Jeg fik personligt rigtig god feedback, indspark og feedforward som jeg vil tage med mig, næste gang jeg skal lave et lignenede projekt. Derudover var selve besøget på skolen en kæmpe succes og jeg er helt sikkert ikke færdige med at besøge dem.

Mobning

Logbogsnotat på baggrund af 5. lektion: Mobning

Jeg har valgt de følgende begreber fra dagens slides samt litteratur: 

  • Det gamle paradigme om mobning er meget individorienteret, hvor familien er i fokus når der skal skabes en forklaringsbaggrund “Peter har også fået en lillesøster”, “Jeg tror forældrene arbejder meget” etc. Positionerne i fællesskaberne ses som stabile og mobning finder sted blandet skadede børn (patologisk).
  • Det nye paradigme om mobning fokuserer ikke på individer, men de kompleksesamspil i de eksisterende sociale processer, kulturer og diskurser. Herudover er positionerne flydende og det er anerkendt, at de finder sted blandt normale børn.
  • Social eksklusionsangst er et begreb der bygger op en socialpsykologisk forståelse af mennesket som eksistentielt afhængigt af social indlejring (longing for belonging), som opstår når indlejringsmuligheden er under pres i.e., når løftet om tilhør trues. Den sociale eksklusionsangst kan lede til mobning for at aflede fokus fra en selv (et “skud” i fællesskabet).

Jeg har et svært forhold til emnet mobning, for på den ene side vil jeg gerne forstå de dynamikker der er på spil i folkeskolen, af professionelle årsager da jeg skal agerer i det som voksen, men også fordi jeg personligt selv ikke var en del af fællesskabet da jeg gik i folkeskolen. På den anden side ser jeg mobning, lad os kalde det børneondskab, som en ting der altid vil være der, som en helt naturlig ting ved socialisering — desuden mener jeg også at denne børneondskab vokser op med de voksne og bliver pakket ind i passiv aggresivitet, nye skældsord m.v. Men efter mange års  tænkning om min egen tid i folkeskolen, er jeg altså nu kommet frem til, at jeg selv valgte, ikke at være en del af fællesskabet, selvom jeg naturligvis dengang havde meget ondt af mig selv. Så emnet er for mig er både interessant og kedeligt. Måske er det også selve ordet “mobning”, da det er så svært at definere – det er der selvfølgelig mange der gør – men hvornår er noget drilleri, en naturlig del af socialisering og hvornår er det ondskab?

I følge dagens tekster kommer socialindlejring til udtryk som accept, anerkendelse og inddragelse, hvilket opleves gennem følelse af værdighed og meningsfuldhed. Hvor imod markering af mislykket social indlejring kommer til udtryk som udelukkelse, foragt og usynliggørelse, som føles som at være miskendt, socialt truet og værdighedsberøvet. Mobning er noget der kan opstå for fælleskabet for at findes noget at være enige om, altså en form for tryghed — derved bliver både offeret og mobberen nødvendige brikker. Dvs. at hvis der er et utrygt klima i klassen, vil børnene være hvirvlet ind i processer, der handler om at opbygger hierarkier; hvilket vi også ved sker blandt dyreriget for en måde at skabe orden og forudsigelighed på. Jeg ser personligt ikke noget problem med hierarkier, men man må være opmærksom på, at forskellige mennesker ligger forskellige ting i ordet. Jeg mener personligt, at alle mennesker har brug for ‘ledere’, vi lever i det senmoderne samfund hvor de fleste områder allerede er norm- og værdiløse og vi leder derfor alle efter retning. Det vigtigeste er, at de børn der får lov at “lede” flokken, bliver tillært hvordan man er en god leder.

Kommunikationsteori

Logbogsnotat på baggrund af refleksioner på kapitel 4 fra 8. lektion (lektion aflyst): Kommunikationsteori og konfliktforståelse, som skriftlig produkt 4 er bygget på baggrund af.

“al perception og al respons, al adfærd og alle klassser af adfærd, al læring (…) må betragtes som kommunikativ af natur(…) (Gergory Bateson, 2005).

Jeg har valgt de følgende begreber fra dagens litteratur samt slides: 

  • Interpersonel kommunikation; ansigt til ansigt kommunikation menensker imellem.
  • Kommunikation og interaktion forstås cirkulært (cirkulære epistemologi), dét som Ole Løw kalder gensidig forbundethed

  • Punktering er den udvælgelse af kommunikations (-interaktions-) sekvenser, vi nødvendigvis må foretage. Det at punktere er at foretage et subjektivt bestemt nedslag i eller opdeling af kommunikations- og interaktionsprocessen og give det et navn. Karakteren af relationen afhænger således af, hvordan deltagerne punktuerer kommunikationsforløbet (Watzlawick et al., 1967)

Indholdet i interpersonel kommunikation tolkes i lys af forholdet med den man kommunikerer med. Derudover sker kommunikation på forskellige niveauer, digitalt og analogt. Det digitale er selve de ord der bliver ytret imens det analoge både dækker vores parasprog og kropssprog. Når man som lærer kommunikerer med en elev, er det vigtigt, at etablere en åben og tryg atmostfære og arbejde med at forholde sig kongruent både verbalt- og kropssprogligt (Løw, 2012, s. 88). Selvom læreren har definitionsmagten overfor eleven, kan man godt have en symmetrisk lærer-elev relation baseret på lighed med hensyn til de positioner, som begge indtager i den løbende kommunikation. Men symmetriske mønstre kan ende i symmetrisk optrapning, hvilket betyder, at ‘mere af noget’ hos den ene medfører ‘mere af noget’ hos den anden og sådan en ond cirkel ophører først, når den ene part indtager en komplementær position, eller begge må give op. Dog kan man som lærer komme dette i forkøbet ved anerkendende kommunikation, som ikke nødvendigvis bygger på enighed, men på respekt for den andens autoritet i forhold til egen oplevelse (Hermansen 2005, 76, henv. til Schibbye). Det gøres ved at lytte nærværende, være åben overfor den andens perspektiv, bevidst have empati og nysgerrighed med ind som startposition.

 

 

Relationer og anerkendelse

Logbogsnotat på baggrund af 3. lektion: Relationskompetance – et selvpsykologisk perspektiv + et narrativt perspektiv

I dag har jeg særligt hæftet mig ved følgende begreber:

    • Fastlåste relationer. Netop der hvor parterne i et forhold gentager adfærdsmønstre, diskurs og konflikter fordi de er ureflekterede grundet mangel på anerkendelse. For at åbne op for den fastlåste relation er gensidig anerkendelse nødvendig.
    • De 4 punkter som anerkendelse inderholder; forståelse/indlevelse, bekræftelse, åbenhed og selvrefleksion. Netop denne selvreflektion er især vigtig hos læreren – jeg tror vi kan drage parallel til det vi kender som refleksiv distance. Denne selvreflektion er meget gældende i de eksempler vi arbejdede med, som jeg taler om nedenstående.

I dag har vi set nogle meget konkrete eksempler på undervisningssituationer med en (diagnosticeret) inklusions-elev, hvor to lærer bliver guidet til at forbedre deres relationsarbejde med den givne elev. Det var ret bemærkelsesværdigt, set med relationsteoretiske briller, hvor stor en forskel der var hos den enkelte elev, læreren selv og i klassen som en helhed, når lærerene gjorde brug af de nye teknikker, som de lærte løbende. Der var flere på holdet der ytrede, at lærerens positivitet virkede falsk. Det er jeg personligt uenig med dem i – jeg synes sagtens man kunne spotte en reel ændring i lærernes tilgange og holdninger imens og efter de aktivt prøvede forskellige teknikker af. Dermed ikke sagt, at de jo kan føles lidt kunstigt, når man som erfaren lærer skal stoppe med at praktisere diverse autonome adfærdsmønstre og istedet for aktivt bevidst gøre noget andet.

Digitalisering

Logbogsnotat på baggrund af 6. lektion: Børn og unge i en digitaliseret verden

Jeg er meget interesseret i og optaget af vores digitale udvikling og især gamification (integration af spil-elementer i en ikke-spil kontekst for at øge motivation), som jeg har skrevet bacheloropgave om (PBA Innovation & Entreprenørskab). Jeg ser digitalisering som noget vi kan bruge til at humanisere klasselokalet (igen) og en så væsentlig og overskyggende tendens i vores samfund, at man ikke kan skærme børn fra det alene på baggrund af frygten for de risikoer der findes derude. Og derfor reagerer jeg umiddelbart (og fordomsfulgt) overfor sætninger og vendinger som “digital mobning” og “det digitale omsorgssvigt”, da jeg forventer, at de er skrevet af de slags mennesker, der ville ytre at mobiltelefoner, iPads, computere m.v., har en al for stor rolle i vores folkeskole og/eller at computerspil f.eks. er med til at udvikle voldelige tendenser hos unge mænd. Jeg ser vores unge som den stærkeste af vores generationer til at navigere i det digitale landskab. Der findes svigt, mobning, trusler og mange andre farer på og i sociale medier og fællesskaber, ligeså vel som i alle andre sociale konstallationer. Der ér mange farer og ikke særligt gennemskuelige risici ved al opførsel på internettet, for alle generationer, vi kan ikke lærer nogen om noget uden selv at kende svaret/løsningen først og desværre er udviklingen så hurtig, at det er svært at følge med. Når det er sagt, så har vores børn og unge i den postmoderne tid i højere grad tendens til det Thomas Ziehe kalder ontologisk angst og det er en af grundene til at vi hører så mange historier om radikalisering, usunde relationer (pædofilisager m.v.) på nettet. Der er en mangel på og et behov for en (re)definering af kommunikations-normerne når vi er online, det gælder alle aldersgrupper og det skal helt klart på tapetet i folkeskolen.