Om Pædagogik (og Immanuel Kant)

Blogindlæg til KLM om Immanuel Kants indflydelse på den pædagogik vi kender idag.

I oplysningstiden frigjorde pædagogikken sig mere og mere fra religionen, da mennesket blev set som et selvstændigt væsen i stand til at forme sig selv og sin egen verden. Denne udvikling gjorde pædagogik og opdragelse til samfundslivet brændpunkt. Den tyske filosof Immanuel Kant (1724 – 1840) udgav flere værker om erkendelsesteori, pligtetik og moral, bl.a. Kritik af Den Rene Fornuft (Kritik der reine Vernuft) der gjorde ham særligt berømt for hans kategoriske imperativ. Kant så mennesket som et sanseligt menneske, underlagt alle den empiriske verdens nødvendigheder, samtidigt med, at han (metafysisk) forankrede dets frihed og menneskelighed i en transcendental sfære, der lå hindsides tingsverdenen (Lyhne, 2015). Dog er pædagogikken ikke på nuværende tidspunkt en selvstændig disciplin og han er ikke direkte omkring opdragelse i hans værker, men i bogen Om Pædagogik (Über Pädagogik), der bygger på hans forelæsninger i 1770’erne og 1780’erne, som er udgivet af hans tidligere elev, teologen Friedrich Theodor Rink året før Kants død, tilslutter sig sin franske kollega Claude-Adrien Helvétius’ udtalelse “Opdragelse gør os til det, vi er” ved ordene “Mennesket er intet andet end det, som opdragelse gør det til”.  Hans tanker om pædagogikken gør op med den gamle skole, der er baseret på udenadslærer i religiøse og antikke tekster, ved istedet for at sætte hele mennesket i centrum. Mennesket er et naturvæsen, som skal hæve sig til et fornuftsvæsen og herved gennem sin moralitet, der hverken stammer fra religion eller naturen, bekræfte sin frihed (Lyhne, 2015).

Yderemere siges det at demokrati er sigtet for Kants politisk-pædagogiske skrifter, og at al uddannelse skal sigte på at gøre mennesket til verdensborger (Kemp, 2007) i.e., at al undervisning må indgå i en kosmopolitisk ramme – man skal lære at leve i verden (Kornholt, 2013). Kant forestillede sig en slags verdensregering mellem demokratier, der kunne sikre freden. I den sidste del af det 18. århundrede begyndte flere grupper af mennesker at bevæge sig, og de fleste var ikke længere fastholdt på det sted, de var blevet født – derfor kom der nye krav til det, at være borger i et samfund, og derfor blev pædagogikken vigtig (Kemp, 2007). Kants konkretisering af verdensborgerskab er i takt med globaliseringen måske mere relevant end nogensinde. Peter Kemp, tidligere professer i filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet siger, at verdenborgertanken skal være horisont for al opdragelse og uddannelse, og at Kants pædagogiske filosofi derfor er helt central netop nu (2007).

Literaturliste:

Kemp, Peter (2007): Verdensborgeren som pædagogisk ideal – pædagogisk filosofi for det 21. århundrede. Hans Reitzels Forlag

Kornholt, Britta et al. (2013): KLM på tværs – sociologiske, historiske og filosofiske perspektiver. Samfunds Litteratur

Lyhne, Vagn (2015): Om Pædagogikken – af Immanuel Kant. Forlaget Klim

Advertisements